THE LOVE COFFIN

Dansk rock har aldrig lydt mere dødbringende end The Love Coffin. Det er svært at favne bandets dystre lyd med ord, men deres evne til at omstyrte og nedslå følelser er ubestridelig.


I mere end tre år var The Love Coffin ikke meget mere end et flagrende rygte i den københavnske undergrund. De optrådte meget sjældent, udgav ikke noget musik og var i det hele taget meget hemmelighedsfulde omkring det, de arbejdede på. På trods af det har bandet altid været omsluttet af en aura af mystik og stille forventning. Som om alle vidste, at The Love Coffin ville udgive noget specielt, når dagen oprandt.


Det blev præcis, hvad de gjorde. I efteråret 2015 slap The Love Coffin EP'en 'Veranda', der kan betragtes som et studie i de mørke sider af den moderne eksistens. Smerte. Apati. Isolation. Depression. Vrede. Disse følelser bliver fortolket med skræmmende præcision på den fem numre lange EP. Det er som om, at bandet har været vidne til undergangen og er kommet tilbage for at udtrykke den igennem deres musik.


Og det er blevet essensen af The Love Coffins lyd. Den bipolare vokal veksler mellem milde ord om det mistede til skærende skrig, der kradser i bunden af sjælen. Western-inspirerede guitarfigurer, der leder tankerne hen på tørre, forladte sletter, sætter den dystre scene, indtil umådelige murer af flosset støj nedbryder grænserne for fornuft og tilregnelighed. Det er håbløshed kogt ind til en musikalsk kraftterning.

The Love Coffin er et grundigt band. Processen bag 'Veranda' er en streng fortælling om musikask disciplin, hvor bandet isolerede sig selv fra det musiske miljø for at nedlægge et stilitisk pletfrit resultat. De er kompromisløse, hvilket afspejler sig i deres autentiske og til tider ekstreme lyd.


Måske er det netop derfor, at Vice's Noisey præmierede 'Veranda' på både deres amerikanske og danske side. Eller derfor de udnævnte EP'ens første single 'Sheets of Ice' til den bedste danske præmiere i 2015.


The Love Coffin udgiver EP'en Buffalo Thunder dette efterår, men arbejder allerede på deres debutalbum, der ventes ude til foråret. Bandet består af Jonatan K. Magnussen, der synger og spiller guitar, Kristian Alexander på guitar, Lasse Christensen på keys og guitar, Tue Einar Bakfeldt på bas og Alexander Vitus på trommer.

KONTAKT

Booking / Peter Krog Andersen - peter@silvertipagency.com

PR / Simon Rune Knudsen - simon@flammekaster.com

Distribution / info@flammekaster.com